“Oh shit mand. Det er da vel ikke lovligt, det der?” Sådan lyder udmeldingen fra en af de medvirkende i dokumentaren “Når mobilen tager magten”. TV2 har lavet et forsøg, hvor de har prøvet at samle så meget data, som muligt gennem de medvirkendes telefoner. Det lykkes dem at opsnappe alle mulige former for data, f.eks. de billeder og beskeder, der ligger på deltagernes telefonerne, eller hvor personerne har befundet sig på forskellige tidspunkter. Man fristes, ligesom den medvirkende, til at tro, at dette er ulovligt, men det er det slet ikke.
Vi ser i dokumentaren almindelige danskere blive konfronteret med mængden af data, som en simpel app på deres smartphone kan indsamle. TV2 har sat et hold IT-studerende til at udvikle en simpel lommelygte app, som ser helt uskyldig ud på overfladen, men som har en skjult bagtanke. De vil prøve at se, hvor meget data, de lovligt kan indsamle ved hjælp af appen. Herunder får vi at se, hvordan de kan få adgang til private billeder, GPS-lokationer og kontrol af mikrofon og kamera. Dvs. at de f.eks. kan aflytte en persons samtaler, eller filme dem uden at fortælle dem det. Samtidig fik de også adgang til samtlige beskeder på de medvirkendes mobiltelefoner.
Det er skræmmende at tænke på, men hvad er problemet egentlig? TV2 lavede jo en app, der direkte var bygget til at stjæle data. Det er Facebook og lignende apps, jo ikke, eller hvad? Facebook har f.eks. adgang til mange af de samme data, som forsøgsappen. De kan dermed, f.eks. hente og gemme alle de billeder, som du har på din mobiltelefon. Selvfølgelig skal Facebook, da have adgang til de billeder, der er gemt på min mobil, når jeg uploader et billede. Mange vil måske ikke give det en nærmere tanke, men blot have tillid til, at Facebook og andre store virksomheder ikke misbruger dataene. Hvis man tænker på det samfund, som det kunne udvikle sig til, kan det dog blive skræmmende. For hvad kan disse data i virkeligheden bruges til? Tænk, hvis en kommende arbejdsgiver ville kunne få adgang til dine data. Hvis han kunne aflytte dine samtaler eller få adgang til dine private billeder? Eller hvis du ikke kunne få en forsikring, fordi spiser lidt for mange færdigpizzaer og drikker lidt for mange øl. Hvis vi tænker på de unge i dag, kan de risikere at vokse op i et samfund der konstant overvåger dem. En 12-årig pige, der får sin første smartphone i dag kan måske aldrig få et job senere i livet. Arbejdsgivere vil sandsynligvis få mulighed for at købe sig til præcise og detaljerede portrætter af hende før en evt. ansættelse. Billeder, hvor hun hygger med vennerne. Telefonsamtaler hvor hvor hun snakker med sin mor om hvad hun håber at få i løn. SMS’er hvor hun er brokker sig over sine arbejdsbetingelser. Alt dette vil en ansætter kunne se og bruge som modargumenter for hendes ansættelse. Eller en nuværende arbejdsgiver vil kunne bruge dem som argumenter til en lønnedgang, eller et fyringsgrundlag.
Du tænker måske, at der da må være lovgivning, der er imod dette? Men nej, Ifølge persondataloven er der ingen grænse for, hvilke oplysninger et selskab må have på os. Der er heller ingen grænser for, hvor længe, de må opbevare dem, og dine oplysninger kan i princippet gemmes for evigt, når du først har givet dem adgang. Den 12-årige pige i eksemplet kunne blive stillet til ansvar for alle de billeder og samtaler som facebook gemmer fra hendes mobiltelefon mange år senere i hendes liv. Tænk på det. Hvis du skulle stilles til ansvar for de dumme ting du lavede som 12-årig. Og så måske i et jobinterview eller en lønforhandling. Det er en fundamental ret som vi mennesker mister. Retten til at glemme.
Magnus Lindholm Nielsen og Thomas Weibel
I er nået rigtig langt. Kan godt lide den fængende intro og de mange gode retoriske spørgsmål, der fint driver teksten videre - måske burde I have etableret det "du" I henvender jer til lidt tidligere i teksten... - og så får jeg næste lyst til at læse videre til sidst om den nye menneskeret - retten til at glemme...
SvarSletUhh, den fremtid, I beskriver, bliver næsten helt sci-fi dystopisk. Fedt indlæg, sætter mange tanker i gang.
SvarSletGodt blogindlæg, hvor I har læseren med igennem hele teksten.
SvarSletRigtig god indledning, der fanger læseren lige med det samme. Overskriften er også mega nice! I kommer godt omkring de problemstillinger, som dokumentaren tager op. Måden den er skrevet på er retorisk stabilt og minder meget om et essay.
SvarSletLækker indledning og god opbygning. I kommer godt igennem den reflekterende del, og giver en god konklusion til sidst.
SvarSletFremtidsperspektivet er virkelig godt beskrevet og man får en klar fornemmelse af konsekvenserne af de tekniske muligheder.
SvarSlet