Hvor mange apps er der på din
smartphone? Danske mobilejere kan let have op mod 100 hentet ned på telefonen.
Hvad de fleste ikke ved, er, at det for mange af disse applikationers
vedkommende svarer til at invitere en fremmed udstyret med pandelampe ned i ens
mørkeste kælder, hvor man måske opbevarer gamle fotoalbummer, legetøj fra
barndommen eller lignende. Omfanget af de oplysninger, du som bruger af diverse
apps giver udviklerne adgang til, bliver belyst i TV2’s dokumentar fra 2015 ”Når
mobilen ta’r magten”. Gennem en simpel lommelygteapplikation, ironisk nok, der
modtager den samme mængde data fra brugerne som Facebook, kan TV2 så let som
ingenting blandt andet se alle billeder og tekstbeskeder tilhørende ejeren af
mobilen. At blive konfronteret med dette skræmmer de fleste medvirkende. Nogle
føler sig en smule krænkede. Det er de i teknisk forstand dog ikke. Facebook og
lignende selskaber har loven på deres side. Tanken bag indsamlingen af
brugeroplysninger er faktisk enkel noget-for-noget-logik. Når du opretter en
profil på en ”gratis” side og vil udnytte dens funktioner, er du nødt til at
tilbyde siden noget. Siderne er gratis, så der kræves en anden slags betaling,
nemlig dine personlige oplysninger. De ved jo godt, at de ikke kan tjene penge
på brugerne direkte. En pære må derfor have lyst op hos it-virksomhederne, da
det røg ind på lystavlen hos dem at se brugerne som varer frem for kunder. I
dokumentaren proklameres det, at data er det nye guld. Men hvem er det for en
Midastype, der så gerne vil have fat i alt dette data? Foreløbigt sælger
Facebook, Google og så videre ”kun” oplysninger om deres brugere til
reklamebranchen. Der bliver informationerne om dig, mig og alle andre, der bare
er nogenlunde med på beatet, brugt til at målrette reklamer. Denne metode
kaldes data mining og viser sig at være ret så effektiv. Det er ikke underligt,
at reklamefirmaer tyr til disse midler. De er nødt til at tilpasse sig den
måde, kommunikation foregår på i moderne tid. Vil man drive en succesfuld
virksomhed, er det ikke den lyseste ide at operere efter en klassisk Laswellsk
opfattelse af kommunikative situationer. Derfor fokuseres der meget på
kodningen af reklamer, så de passer så perfekt som muligt til den målgruppe, de
skal ramme. Men nok kan brugerdata være nødvendige for reklamevirksomheders
overlevelse, spørgsmålet er, om du er tryg ved, at alle disse uidentificerede
mørkemænd ved, hvad du sidst skrev med din mor om? Grundlaget for
selviscenesættelsen skrider, når den tænkte privatsfære viser sig ikke at være
så privat. Du bliver sat under et ufrivilligt spotlight. Når de medvirkende i dokumentaren
ikke ved, hvornår og hvordan, de har givet appen adgang til deres oplysninger, føler
de sig måske ført bag lyset. Men tilladelserne er ikke lagt hen i mørke, for som
før nævnt har hjemmesiderne og appsene ikke loven imod sig. Det hele ligger i
brugsbetingelserne. Du skal dog lede med lys og lygte efter en, der læser dem
igennem. Måske du skulle gøre det næste gang?
-
Sigrid
Meget elegant og velgennemført "lys-metaforik", der skaber en fin rød tråd. Du holder dig dog mest i det reflekterende - det kunne have givet teksten mere liv med mere "showing"
SvarSletDu skriver: "Gennem en simpel lommelygteapplikation, ironisk nok,. . . " - hvorfor ironisk?
SvarSletDu skriver: "Nogle føler sig en smule krænkede. Det er de i teknisk forstand dog ikke." - hvad mener du med begrebet "Teknisk" her?